DODGEN

Artikel af Civilingeniør John Genart

Min første motorcykel købte jeg, da jeg lige var fyldt 17 år. Det gik godt helt frem til motorcykelprøven, hvor jeg fyldte 18 år (1973). Jeg dumpede til prøven fordi, at den motorsagkyndige mente, at jeg kørte lidt for friskt. Anden gang bestod jeg, men nu ville jeg både købe en større motorcykel og en bil.

Jeg havde kr. 10.000 i kontanter.

Jeg havde således ikke ubegrænsede midler, så jeg skulle vælge mellem at købe en ny motorcykel eller en bil? Jeg startede med at kigge på biler. Jeg ville have en amerikaner-bil, og jeg var forelsket i en Ford Thunderbird Convertible fra 1956.

Jeg fandt en privatannonce i avisen og tog ud for at se på bilen. Den var flot og stod der i den rigtige lyseblå farve. Men, da vi startede motoren, så kom der blå røg ud af det højre udstødningsrør. Det var ikke gode tegn, så jeg turde ikke købe bilen. Sælgeren satte prisen ned fra kr. 12.000 til kr. 10.000, i håb om, at jeg ville købe den. Men, jeg turde ikke. Det var nok en af de dummeste beslutninger, som jeg har gjort mig. Tænk på, hvor meget en sådan bil er værd i dag, og jeg gik glip af, at have været ejer af et sådant fantastisk køretøj.

Jeg fandt i stedet for en anden amerikaner-bil, som jeg kunne købe for kr. 5.000. Det var en sort Chevrolet Bel Air fra 1956. Den var lidt rusten og havde kun seks cylindre, men den var billig. Det gjorde, at jeg også kunne købe mig en større motorcykel. Bilen havde jeg kun et år, før jeg solgte den, for den var alt for dyr i benzin.

Motorcyklen - derimod - viste sig at være helt fantastisk og har bragt mig og min ungdomskæreste rundt i hele Europa. Motorcyklen havde jeg helt frem til 1978, hvor jeg solgte den.

I Københavns Dykkercenter (hos frømanden Mogens Elfenbein) avancerede jeg til chefinstruktør i 1979 og stod nu bl.a. for teorilektionerne om aftenen i centeret. Samtidigt var jeg startet som civilingeniørstuderende på DTU.

Dykkerforretningen gik godt, og Mogens udskiftede dykkerbussen fra at være en Ford Transit Minibus til en Dodge RAM Minibus med 12 sæder. Dodgen havde en ægte amerikaner-motor med otte cylindre og en volumen på 8 liter - den største som fandtes. Den lød helt rigtig - fuldstændig, som en tomotorers bombemaskine fra Den Anden Verdenskrig.

Sikkert, som følge af, at jeg var Mogens' mest betroede og loyale medarbejder, så fik jeg - mærkeligt nok - tilladelse til at køre hjem om aftenen på hverdage i den skønne Dodge og skulle først være tilbage i dykkercenteret i Dodgen kl. 18:00 følgende dag. Det betød, at jeg i princippet havde denne fantastiske bil til rådighed det meste af døgnet på trods af det enorme brændstofforbrug, som dette køretøj havde. Brændstoffet blev betalt af dykkerfirmaet. Der var både tale om gas og benzin. Normalt skulle der køres på gas, da det var billigst, men der var en kontakt, som man kunne slå over, og så kørte man på benzin, der gav 10 % mere i ydelse.

Pudsigt var det, at Mogens' amerikanerbil havde de samme farver - hvid og rød - som min faders VW-kleinbus havde i min barndom. Det må være gudernes værk, for Mogens var blevet min erstatningsfader efter mine forældres skilsmisse og efter, at min fader var rejst bort.

Efter en svømmehalstræning en mandag aften, hvor vi er kommet tilbage til dykkercenteret, så er der en ung kvinde, Hanne, som var min elev, og som havde et problem med at komme hjem på dette sene tidspunkt. Hun var kemistuderende på KU og af fin familie (ingeniører). Hun fik efter uddannelsen en fastansættelse som kemiker på Carlsberg Laboratorium. Det var dengang kun de bedste, som kom ind.

Jeg havde bemærket, at Hanne så op til mig og var forelsket i mig. Jeg ville derfor godt køre hende hjem i Dodgen, selvom jeg netop havde drukket to Tuborg guldøl og troede, at jeg skulle overnatte i dykkercenteret, som jeg ofte gjorde, når det var blevet sent.

Det var godt nok blevet sent, ca. kl. 00:30, men jeg kørte hende hjem, men på vejen tilbage til dykkercenteret, så mister jeg orienteringen på ukendte og øde veje og begynder derfor at køre stærkt for at indhente tabt tid. Jeg kan i sidespejlet se en civil Zephyr, som synes af forfølge mig. Jeg sætter farten op. En Zephyr har kun seks cylindre, og jeg har otte. Jeg kan godt køre fra den, tænker jeg, specielt, hvis jeg smutter over for gult, så skal han bremse for rødt. Det lykkes, men efter en tid, så hører jeg politicirener rundt omkring i bymiljøet. Det viser sig, at manden i zephyren er en civil politibetjent, og han har nu alarmeret resten af politiet. Jeg er blevet omringet.

Jeg forsøger at smutte ned gennem en smal sidegade for at slippe væk, men ser nu, at gaden nede for enden er blokeret af tre politibiler med blå blink. Jeg ser også, at to politibiler med blå blink er drejet ned ad gaden bag mig. Jeg er fanget og har ingen mulighed for at slippe væk. Jeg stopper og overgiver mig. Øjeblikkeligt omringes Dodgen af politi, og førerdøren rives op. En betjent råber, hold da kæft, hvor er du fuld. Stille og roligt kigger jeg på ham og siger, at jeg ikke har drukket noget. Jeg bringes til kachotten, og efter nogle timer, så kom lægen og tog en blodprøve.

Blodprøven viste, at jeg var under grænsen, så det var ikke spirituskørsel, men jeg fik en bøde på kr. 1.500 for at køre for stærkt og for at køre over for gult. Men, det var det værd. Hanne og jeg blev efterfølgende kærester, og vi kom sammen i en del år og havde mange oplevelser sammen, som jeg ikke ville have undværet. Vi var bl.a. på dykkerrejse sammen til Thailand. Jeg fik også lov til at køre den Audi, som hendes forældre havde givet hende.

Med kærlig hilsen,
John Genart