Min 2CV og Mærsk

Artikel af Civilingeniør John Genart

Kl. 09:00 præcist, så var alle 800 medarbejdere på plads bag deres skriveborde på Esplanaden. Ingen - og hermed mener jeg ingen - turde møde for sent. 5 til 10 minutter før mødetiden, så havde hovedindgangen til Esplanaden været den rene heksekeddel, hvor alle disse 800 mennesker havde kæmpet for at komme på plads til tiden. Elevatorerne havde rødglødende kørt op og ned, og utallige sorte sko og stillethæle havde klapret op ad den store vindeltrappe, som gik rundt med uret lige som i Rundetårn.

Præcist Kl. 09:00, så var indgangen rømmet for aktivitet. Elevatorerne var ledige. Nu åndede virksomheden ro i venten på hr. Mærsk McKinney Møller's ankommen. Alle vidste, at han var på vej. Han gik altid og uden beskyttelse sin spadserertur fra sin villa i Charlottenlund til sin førerbunker på Esplanaden. Omkring 5 til 10 minutter efter kl. 09:00, så ankom Mærsk. I ro og mag, så kunne han i ensomhed forcere vindeltrappen op til sit kontor på sjette sal.

Parkeringspladsen foran hovedbygningen på Esplanaden var forbeholdt ansatte medarbejdere med anciennitet, og man skulle bruge et specielt kort for at komme ind. Jeg spurgte en gammel ingeniør, hvornår, at man ville blive berettiget til det. Ja, sagde han. Det havde taget ham 25 år at opnå dette privilegium. Det vidste jeg, at det ville jeg aldrig kunne opnå.

Det var allerede dengang blevet svært at finde en parkeringsplads i nærheden af førerbunkeren, så jeg opgav at lede efter det. Ingen turde dog parkere sin bil ude på vejen direkte foran hovedindkørslen til Esplanaden. Der var altid ledigt. Det opdagede jeg. Her var jeg tættere på hovedindgangen end alle de gamle ingeniører, som efter mange års tro tjeneste havde opnået status til at kunne parkere på den autoriserede parkeringsplads.

Men, så skete der noget. Nu stod der pludselig en laguneblå 2CV parkeret lige ved hovedindkørslen til Esplanaden. Det var min 2CV. Det var denne hovedindkørsel, som royale personer, regeringspersoner og forretningsforbindelser fra hele verden benyttede ved besøg på Esplanaden kørende i flotte dyre biler. Hver gang de ankom til Esplanaden, så så de min lille laguneblå 2CV. Men, min 2CV var udstyret med et klistermærke på bagklappen, og det var Mærsk's syvtakkede stjerne. Måske på grund af dette, så modtog jeg aldrig nogen anmodning eller krav om at fjerne min bil fra denne plads.

Også selveste Mærsk McKinney Møller skulle hver dag, ved sin ankomst til Esplanaden, passere lige forbi min demonstrativt parkerede 2CV. Han kan nødvendigvis ikke have undgået at se min bil, og han havde garanteret fundet ud af hvem af sine medarbejdere, som kørte denne bil. Alligevel, så hørte jeg intet til det. Det var som om, at denne plads var blevet min personlige parkeringsplads. Ingen i organisationen turde kommentere min frækhed, og selveste Mærsk accepterede det åbenbart.

At jeg kunne bruge denne frækhed, det gjorde mig det muligt for mig at nå på jobbet i sidste øjeblik. Men, på trods af dette og det faktum, at jeg i bund og grund er et såkaldt B-menneske (dvs. jeg arbejder længe oppe om aftenen/natten og vågner sent om morgenen), så skete det ofte, at jeg ankom for sent. Dvs. Jeg var normalt den sidste medarbejder, som ankom til tiden og altså efter de få vigtige minutter før, at selveste Mærsk selv ankom. Det skete dog alligevel af og til, at jeg ankom lige efter Mærsk's ankomst og altså dermed et eller to minutter for sent efter det, at være for sen på den.

Når det skete, så tænkte jeg "pokkers, nu skal jeg igen gå op lige bagefter Mærsk, og det forsinker mig yderligere". Jeg turde ikke tage elevatoren op, for Mærsk var selv modstander af brugen af elevatoren. Han brugte aldrig selv elevatoren, men kun vindeltrappen. En dag på vindeltrappen, så stoppede Mærsk, vendte sig om, og kiggede mig i øjnene. Så sagde han: "Unge mand, De skal ikke være bange for at overhale mig!". Prompte svarede jeg uden at tænke nærmere over det: "Jamen, Hr. Mærsk, Dem kan man da ikke overhale!". Hr. Møller drejede øjeblikkelig rundt og forcerede trappen i hurtige dobbeltskridt opad.

Københavns Kommune opstillede parkometre på vejen ind til Esplanaden. Det betød, at jeg pludselig skulle betale op til 48 kr. per dag for fortsat at parkere på den "frække" plads. Jeg følte på dette tidspunkt, at mit arbejde for Mærsk var vigtigere end disse små detailler i livet, så jeg fortsatte med at parkere på den "frække" plads. I starten pumpede jeg penge i automaten, men så skete det jo, at jeg blev sendt udenlands i perioder. Når jeg så kom tilbage, så havde parkeringsvagten selvfølgelig sat gentagne bøder i forruden på min bil.

Min holdning på tidspunktet var, at mit arbejde for Mærsk var vigtigere end at få betalt parkeringsbøder, så jeg betalte ikke nogen af bøderne.

Dette gentog sig gang på gang, og jeg fik flere og flere parkeringsbøder. Det blev til en hel stak. Jeg købte derfor en holder, som jeg kunne sætte på indersiden af min forrude i min 2CV. Efter en tid sad der flere hundrede parkeringsbøder i denne holder. Jeg forventede et større bødeforlæg fra myndighederne. Det måtte kun være et spørgsmål om tid, før det gik galt. Men, til min store forundring, så har jeg aldrig modtaget nogen rykkerbreve - hverken før, under eller efter.

Jeg er overbevist om, at APM har betalt alle mine parkeringsbøder. Er det ikke bare fantastisk. I mine øjne, så er det et indirekte bevis på, at Mærsk - med sin sindrige humor - faktisk havde det godt med, at min laguneblå 2CV med Mærsk-stjerne på, stod foran indkørslen til Esplanaden.

Kærlig hilsen,
John Genart