Artikel af Civilingeniør John Genart

Schutzstaffel

SS (Schutzstaffel) var oprindelig en lille håndfuld livvagter, som blev oprettet af Sturmabteilung (SA) i 1925, og som skulle fungere som Hitlers personlige livgarde. Det var en lille paramilitær organisation i det nazistiske parti skabt for at beskytte Adolf Hitler, før, under, og efter Hitlers indsættelse som Reichkansler for Tyskland i 1933.

SA var de såkaldte brunskjorter, fordi deres uniformer var brune. Det var en ren tilfældighed, at uniformerne var brune. Under den politiske kamp for at nå regeringsmagten, så havde nazipartiet, DNSAP, som manglede financielle midler, købt et parti billige brune uniformer fra Afrika.

Sonderkommando Berlin

"Sonderkommando Berlin" var en lille speciel SS-afdeling under SA. Det var Josef "Sepp" Dietrich, som i marts 1933 udså sig en udvalgt gruppe bestående af 120 særligt loyale mænd for dannelsen af "Sonderkommando Berlin", der skulle være den nye SS-enhed. Uniformerne i SS blev i den forbindelse udskiftet med nye sorte uniformer, som skulle tilvirkes af de samme tyske leverandører, som forsynede Wehrmacht med uniformer.

Hugo Boss

Beklædningsfirmaet,  Hugo Boss, med hovedsæde i Metzingen, syd for Stuttgart, fik den gigantiske ordre på at modernisere uniformerne i SA, SS, Wehrmacht, og Hitlerjugend. Dvs. i princippet alle nye tyske uniformer i det nye tyske storrige. Firmaet, Hugo Boss, blev grundlagt i Metzingen i 1924 af Hugo Ferdinand Boss (1885–1948). I 1930'erne bestod ledelsen i firmaet udelukkende af nazister. På grund af denne loyalitet over for det nye styre og specielt over for Adolf Hitler, så fik firmaet alle bestillingerne til fremstilling af de nye uniformer. Det gjorde "Hugo Boss" til ug-kryds-og-slange.

Firmaet beskæftigede tvangsarbejdere fra Vest- og Østeuropa. Firmaet formåede at fremstille uniformer, som både var fremstillet af de bedste materialer, den bedste kvalitet, og ikke mindst - den mest moderne stil, og det mest stilige snit. Det er klart et spørgsmål, om der overhovedet - efter krigen - er nogen beklædningsfirmaer, som har formået at overgå denne fantastiske bedrift.

I efterkrigsopgøret blev fabrikanten Hugo Boss klassificeret som "belastet" af de allierede, fordi han var medlem af nazipartiet. Firmaet Hugo Boss AG er i dag et tysk beklædningsfirma - stadigvæk med hovedsæde i Metzingen, syd for Stuttgart. "Hugo Boss" er i dag et af verdens største, mest kendte, og mest succesrige tøjmærker.

I et sundt legeme befinder sig en sund sjæl

Samtidig med den nye "modernisering" af beklædningen, så blev der stillet krav til medlemmernes fysiske og psykiske tilstand og udseende. Det var en væsentlig kvalitetsforøgelse. Adolf Hitler og Rudolf Hess, som på cafeer i Wien tilbage i 1920'erne havde udarbejdet den nazistiske ideologi, havde bl.a. specificeret, at "I et sundt legeme befinder sig en sund sjæl". Det kom SA til at sande. Det var slut med tykke overvægtige mænd. Kun de øverste præstigemæssige personer i riget kunne derefter erholde sig det privilegium, at unddrage sig kravet om nultollerance overfor overvægt.

Alle i Tyskland blev efter iværksættelsen af den nazistiske ideologi udsat for "anbefalinger" om fysisk udfoldelse, træning og sund madkultur for fremme af fysikken og sundheden. Det var dog tilladt at ryge og drikke så meget, som man kunne overkomme, så længe, at man kunne opfylde omgivelsernes krav om god fysik, ydeevne, respekt, loyalitet og disciplin.

Leibstandarte Adolf Hitler

Få måneder efter oprettelsen af "Sonderkommando Berlin", så blev enheden omdøbt til "Leibstandarte Adolf Hitler" (Hitlers livvagter). I november 1933 var enheden vokset til et 800 mands stort regiment, og på en ceremoni i München på tiårsdagen for den fejlslagne München Putsch, så svor dette SS-regiment evig troskab til Hitler.

Det var de såkaldte brunskjorter fra SA (Sturmabteilung), der havde været med til - i kampen mod kommunisterne - at sikre, at Hitler blev valgt til Reichkansler. Efter, at Hitler var blevet valgt, så var disse brunskjorter en torn i øjet på Hitler. For det første, fordi de opførte sig som hooligans med rå brutalitet og uden nogen form for finkulturel opførsel, og for det andet fordi, at Hitler anså deres leder, Ernst Röhm, som en farlig og potentiel oprørsleder og dermed en potentiel trussel mod Hitler og mod Tysklands fremtidsplaner.

Hitler havde brug for kontakt med Tysklands aristokrati for adgang til rigets industri og forskere af hensyn til oprustningen for den kommende krig. Kontakten med SA gav ham ikke det nødvendige image. Det var nødvendigt for Hitler at løsrive sig fra SA for at kunne etablere et mere sofistikeret og voksent image.

Leibstandarte viste deres loyalitet over for deres Führer, den 30. juni 1934, ved udførelsen af den politiske udrensning kendt som "De lange knives nat", hvor lederne af SA blev henrettet af grupper fra Leibstandarte Adolf Hitler.

Herefter var det slut med brunskjorterne. Den brune farve var ikke længere populær, og flere og flere enheder skiftede denne uniformsfarve ud med mere eftertragtede farver, såsom sort, gråt, grågrønt og hvidt. Et eksempel på en person, som med exceptionel popularitet og som en undtagelse kunne bibeholde den brune uniformsfarve under hele krigen bl.a. pga. hans specielle status i riget, er Propagandaminister Joseph Goebbels.

Hitler selv udskiftede sin garderobe. De vulgære brune uniformer og skråremmen blev fjernet. Herefter bar Hitler uniformer af samme farve, som de uniformer, som han tidligere havde båret under den Første Verdenskrig. Hans uniformer blev grå, mere beskedne, nøjsomme, og dermed meget mere neutrale. Hitler bar på sin uniform endvidere aldrig andre medaljer end det jernkors, som han havde opnået, da han under kamp i skyttegravene på Vestfronten i den Første Verdenskrig blev såret i 1918.

I modsætning til Hitler, så valgte rigets næstkommanderende, Herman Göring, at udsmykke sig med de mest prangende specialsyede uniformer i hvid farve fyldt med prangende guldmedaljer. Han var den eneste i riget, med den magt, som han havde, som kunne tillade sig at vise sig offentligt i dette mere eller mindre autoriserede ornat.

Waffen SS

I september 1934 godkendte Adolf Hitler dannelsen af den militære fløj af Schutzstaffel kendt som Waffen-SS, hvilket var en styrke bestående af særlige kommandosoldater under Hitlers kommando til at bekæmpe eventuelle revolutionære bevægelser mod Hitlers regering. Det var Herman Göring, som var arkitekten bag denne opbygning.

Heinrich Himmler blev udnævnt til chef for det nye Waffen-SS. Heinrich Himmler ønskede en militær styrke, der var bedre end den tyske hær, og som blev udstyret med de mest moderne våben og køretøjer. Træningen var også hårdere end i Wehrmacht bl.a., fordi der på øvelser blev brugt skarp ammunition.

Hitler erklærede, den 17. august 1938, at Waffen-SS skulle have en rolle i indenlandske såvel som i udenlandske anliggender. Det gav anledning til bekymring i Wehrmacht, da værnet havde fået den rival, som de frygtede. Da tyskerne besatte Østrig og Tjekkoslovakiet, så opererede Waffen-SS på lige fod med den tyske hærs enheder.

Før invasionen af Polen, så blev Waffen-SS givet omfattende militær uddannelse i taktisk krigsførelse, og styrken blev organiseret i enheder, der svarede til opbygningen i Wehrmacht.

I 1939 blev størrelsen af Waffen-SS udvidet til fire regimenter (på tysk Standarten), da det var nyttigt for Hitler at have reelle og loyale kampenheder direkte under egen kontrol, og uden for kontrol af den tyske hær (Wehrmacht), som ikke i alle tilfælde ydede Hitler ubetinget loyalitet. Soldaterne i Waffen-SS var alle frivillige og blev omhyggelig udvalgt, og de optagelseskrav, der blev opstillet for at ansøgerne kunne optages i denne nye styrke, var særdeles strenge og langt hårdere end optagelseskravene i Wehrmacht. Waffen-SS soldater svor alle ubetinget loyalitet over for Adolf Hitler.

Der var på dette tidspunkt oprettet fire Waffen-SS væbnede regimenter: "Leibstandarte Adolf Hitler", "Leibstandarte Deutschland", "Leibstandarte Germania", og det nye regimentet fra Østrig "Leibstandarte Der Führer".

Begivenheder, som opstod ved invasionen af Polen rejste dog tvivl om berettigelsen af Waffen-SS. Soldaternes loyalitet og vilje til at kæmpe blev aldrig betvivlet, men der var eksempler på, at soldaterne i Waffen-SS var for ivrige efter at kæmpe og var hensynsløse over for fjenden (krigsforbrydelser blev begået) samtidigt med, at de tog unødvendige chancer med risiko for eget liv.

Dette fjernede dog ikke Waffen-SS' popularitet i de tyske samfund. Snarere tværtimod. Tilstrømningen af ansøgere til Waffen-SS var i 1939 enorm. SS-skolerne blev nærmest overfaldet af ansøgere, hvoraf mange kom fra bl.a. Wehrmacht, Hitler-Jugend, og soldater fra udlandet. De relativt små SS-enheder bestående af bl.a. regimenter måtte nødvendigvis udvides til divisioner for at kunne honorere de mange egnede ansøgeres ønsker om optagelse.

Regimenterne druknede i ansøgninger. SS-staben kom på overarbejde, og der blev etableret nye SS-skoler i hele landet for at kunne honorere det store antal ansøgere.

Enheden "Leibstandarte Adolf Hitler" blev i 1940 udvidet til "SS Division Adolf Hitler". Enheden "Leibstandarte Deutschland" og enheden "Leibstandarte Der Führer" blev slået sammen med "Verfüngungs Division" og "Langemarcks Einheit". Den nyetablerede division blev døbt "Das Reich Division".

Enheder af det nye "Totenkopf Regiment" blev sammen med "Leibstandarte Germania" organiseret i den nye "SS Totenkopf Division". Denne division blev udvalgt til at håndtere koncentrationslejrerne, og det var også denne division, som fysiskt skulle udføre Holochaust - Die Entlösnung. Dette skete i total hemmelighed og afsondret fra alle de andre afdelinger.

SS Division Adolf Hitler, Das Reich Division, og SS Totenkopf Division

"SS Division Adolf Hitler", "Das Reich Division", og "SS Totenkopf Division" var de første tre Waffen-SS divisioner, som blev dannet, og de skulle alle komme til at kæmpe hårde kampe i hele den Anden Verdenskrig.

Senere kom der andre nye henholdsvis SS-regimenter og SS-divisioner til. De fleste af disse var dog udenlandske. Dvs. de blev opbygget af frivilligt udenlandsk personale. SS var åben for ansøgere af alle etniske afskygninger med undtagelse af jøder. Problemet med jøderne var bl.a., at det var jøderne, som slog Jesus ihjel, og selv om Jesus genopstog, så har Jødedommen aldrig anerkendt dette.

Hos SS var det holdningen, at den enkelte ansøgeres evne, viljestyrke og loyalitet var langt vigtigere end den etnistiske baggrund. Det er paradoksalt, at bl.a. russere, tyrkere, indere, og arabere kunne optages i Waffen-SS, men det er et faktum.

SS Wiking Division

I 1940 blev "SS Standarte Nordland" og "SS Standarte Westland" dannet for at kunne honorere de mange egnede nordiske ansøgere i at kunne gøre tjeneste i SS' militære struktur. De to enheder blev sammenlagt med "SS Standarte Germanske" til en division med navnet "SS Wiking Division". Det var her, at bl.a. de frivillige og egnede danske ansøgere blev uddannet og gjorde tjeneste for Nazityskland på østfronten under krigen.