Nogle af Tysklands ypperste Genier, Eventyrere og Kunstnere
Artikel af Civilingeniør John Genart
Dorothea Schneider-Lindeman
Dorothea Schneider-Lindeman var specialist i at kunne identificere grynende talenter inden for videnskab, kunst og kultur. Allerede tilbage i 1925 blev Dorothea Schneider-Lindeman selvstændig ved oprettelse af organisationen "Organisationen for kulturelle foredrag" i Berlin, og hun blev anset for at være den person i Europa, som bedst formåede at identificere, opildne, fremme og hjælpe de ypperste begavelser inden for videnskab, kunst og kultur. Dette arbejde eller rettere den germanske kulturelle støtte fungerede under Weimarrepublikken, under Nazityskland, og efter afslutningen af den Anden Verdenskrig.
På grund af Dorothea's høje status inden for de højere akademiske og sociale lag i de tysktalende lande (herunder specielt Tyskland, Østrig, og Schweiz, som betegnes det centrale Europa), så havde hun en særdeles stor indflydelse blandt beslutningshaverne i samfundet.
Men hendes aktiviteter omfattede også forskere og opdagelsesrejsende i andre lande. Der var simpelthen tale om en rangfølge af lande, hvor de centrale tysktalende lande lå i midten - som kærnen i et løg. Så kom de sekundære tyskvenlige lande, som på tidspunktet omkransede kærnelandene. Det var fx. Italien, Spanien, Benelux-landene, Ungarn, og de Scandinaviske lande - herunder Danmark, Sverige, Finland og til dels også Norge.
De tertiære lande i denne forbindelse var lande, som fx. Frankrig, England, og Tjekoslovakiet. Lande som fx. USA, Rusland, Polen, Kina, og de Baltiske lande blev på intet tidspunkt før afslutningen af den Anden Verdenskrig taget i betragtning, som mulige kandidater i denne rangfølge.
Formålet med Dorothea's livsværk var at fremme bl.a. naturforskeres og kunstneres muligheder for at kunne udbrede deres viden til omverden fx ved at hjælpe til med at arrangere forelæsninger primært i de tysktalende lande. I forskerkredse havde hun fået øgenavnet "forskermoder", fordi hun altid med stor energi og organisatoriske færdigheder formåede at hjælpe lovende forskere frem.
I perioden fra 1925 til 1943 lykkedes hendes indsats bl.a. med at få følgende begavelser gjort verdensberømte:
Dr. Otto von Nordenskjöld
1869 - 1928, Svensk-Norsk Geolog og polarforsker.
Wilhelm Filchner
1877 – 1957, tysk opdagelsesrejsende til bl.a. Rusland, Nepal, Tibet, Antarktis, Spitsbergen, New South Greenland (også kendt som Morrell's Land), og Indien. Wilhelm Filchner blev personligt af Adolf Hitler tildelt den tyske nations pris for kunst og videnskab.
"Seeteufel" Felix Graf von Luckner
Den piberygende søhelt Felix Graf von Luckner var en stor beundrer af Dorothea Schneider-Lindeman, og han var på den anden side en af hendes største idoler.
Felix Graf von Luckner (også kaldet "der Seeteufel") var Tysklands største søhelt under I verdenskrig og blev også forsøgt gjort til den største søhelt under II verdenskrig af Nazityskland. I 1937 og 1938 foretog han og hans kone en verdensomsejling i hans yacht Seeteufel, og blev hyldet i New Zealand og Australien. I 1939 sejlede de tilbage til Tyskland.
Imidlertid ville Luckner ikke deltage i den nazistiske propaganda, hvilket gjorde, at Luckner faldt i unåde hos Hitler. Luckner fik forbud mod at forlade Tyskland, og fra og med 1939 boede han i byen Halle i Tyskland. I et bombekrater fandt Luckner et udenlandsk pas, som han brugte til at få en jødisk pige smuglet til USA. I 1945 rejste Luckner, som representant for Halles borgmester, til de fremrykkende amerikanske tropper for at overgive byen til amerikanerne. På den måde lykkedes det Luckner at forhindre de allieredes bombardement af byen. For sine handlinger fik Luckner tildelt Forbundsrepublikken Tysklands Fortjenstkors efter krigen, og det er blevet foreslået, at han skal indstilles til Nobels fredspris. Luckner døde i 1966.
Auguste Piccard, 1884 - 1962, schweizisk fysiker. Piccard var den første, der steg op i stratosfæren i ballon. Det skete i en selvkonstrueret ballon med en kuglerund, tryktæt duraluminium-gondol. Han nåede i 1932 op i 16.200 meters højde. Senere kastede Piccard sig over dybhavsforskning og konstruerede en ubåd til store dybder, Batyskafen. Auguste Piccard nåede selv ned i havdybder på 3.100 meter i 1953 og 3.700 meter i 1956. Sønnen Jacques Piccard var med på disse dykninger. I 1960 dykkede Jacques Piccard sammen med amerikaneren Don Walsh ned i Batyskafen Trieste til det dybeste punkt på bunden af Marianergraven, det såkaldte Challengerdyb på 10.911 meters havdybde - det dybeste sted i verdenshavene.
Raketvidenskabsmanden Max Valier
Max Valier opfandt raketmotoren med flydende brændstof. Han testede sine raketmotorer i racer-biler. Max Valier blev dog dræbt i en ulykke i 1930, da en af hans testmotorer eksploderede. Max havde imidlertid uddannet en lærling, som kunne fortsætte Max Valier's arbejde. Lærlingens navn var Arthur Rudolph, og under krigen arbejdede Arthur Rudolph sammen med bl.a. Werner Von Brown i Penemünde i udviklingen af raketmotoren til brug i bl.a. Vergeltungswaffe 2. Da krigen så ud til at skulle tabes for Tyskland, så valgte Arthur Rudolph at gemme kopier af designplanerne til den avancerede raketmotor og arbejdede selv i al hemmelighed på videreudvikling af raketmotoren. Efter krigen tog Arthur Rudolph kopier af de originale designskitser fra Max Valier med til USA, og i 1963 blev han i NASA ansat som leder af Saturn V projektet. Her brugte han Valier's teknologi, der skabte den raket, som satte Amerika på Månen.
Paul Eipper, 1891 - 1964, tysk forfatter, dyreforsker og opdagelsesrejsende. Specielt studerede Paul Eipper tigre over hele verden.
Hans Schomburgk, 1880 – 1967, Tysk oplevelsesrejsende og filmskaber. Lavede film i Afrika, Sahara, og fik indsamlet dyr til de europæiske zoologiske haver fra Afrika. Han var den første europæer, som udforskede den sydlige del af Angola, og han var med til at kortlægge Liberia. Han var i en periode gift med den tyske skuespillerinde Meg Gehrts, som havde en hovedrolle i hans film "Weisse Göttin der Wangora", som blev indspillet i det forhenværende tyske Togoland (tysk koloni) i Afrika.
Otto Schulz-Kampfhenkel
1910 - 1989, tysk opdagelsesrejsende, geograf, forfatter og filmskaber. I en alder af 21 år tog Otto Schulz-Kampfhenkel i 1931 på en zoologisk ekspedition til Liberia. Efter at have studeret geografi blev han fra 1935 til 1937 chef for den tyske Amazon Jary Expedition, som gik til den brasilianske jungle for bl.a. at studere de ukendte og isolerede lokale jungle-indianere. Ekspeditionen var godkendt af den tyske og den brasilianske regering og blev støttet af den internationale afdeling af det nazistiske parti under ledelse af Kaiser Wilhelm Instituttet for Biologi i Berlin. I Rio de Janeiro oprettede Otto Schulz-Kampfhenkel efterfølgende et nationalt museeum. Han skrev bøger om ekspeditionen og en stor Ufa film dækkede hele ekspeditionen. Denne film blev ekstremt populær og står stadigvæk i vore dage, som en af de mest værdifulde antropologiske dokumentationer på området.
I 1943 blev Otto Schulz-Kampfhenkel udnævnt til løjtnant i Luftwaffe, og som Untersturmführer i SS blev han udnævnt som særlig repræsentant for geografiske spørgsmål i Rigets forskningsråd. I denne egenskab skabte han en gruppe bestående af geologer, geografer, hydrologer og vegetationsforskere, som arbejdede for Oberkommando der Wehrmacht. Gruppen fik bl.a. stillet tyske fly til rådighed, som ved hjælp af luftfotografier kunne identificere områder, som var særlig velegnede for krigsmæssige vurderinger og for udnyttelse af jordens forskellige ressourcer.
Efter krigen oprettede Otto Schulz-Kampfhenkel i 1962 uddannelses- og forskningsinstitutionen "Das Gemeinnützige Institut für Weltkunde in Bildung und Forschung" (WBF) i Hamburg.
Ludwig George Heinrich Heck, kaldet Lutz Heck, 1892 - 1983, var en tysk zoolog, dyreforsker, forfatter og direktør for den store zoologiske have i den tyske hovedstad, "Zoologischer Garten Berlin". Sammen med sin bror, Heinz Heck, som også var zoolog og leder af den største zoologiske have i Sydtyskland, "Tierpark Hellabrunn" i München, startede de i 1930 et selektivt avlsprogram, som var ønsket af Herman Göring, og som forsøgte at "genskabe" fortidens vilde dyrearter, der var uddøde. Råmaterialet i eksperimentet var nulevende husdyr, som kvæg og heste. Eksperimentet lykkedes, da de fik fremaglet racer, der i dag opfattes som vellignende modeller af den uddøde urokse og tarpaner. En brittisk BBC rapportage har efter krigen indikeret, at eksperimentet var "Hitlers" forsøg på at skabe en metode hvorpå, at man videnskabeligt ville kunne genskabe det oprindelige rene ariske menneske inden, at det var blevet besudlet af fremmede raser med fx. store næser, brune øjne, mørk hud og sort krøllet hår.
Himalayaforskeren Dyhrenfurth Guenther,
Flyverkaptajn og senere General der Flieger - Friedrich Christiansen,
Ocean-flyverpiloten Wolfgang von Gronau,
Kaptajn Julius Lauterbach på SMS Emden,
Eksperten i kinesisk kunst - Edith Leppich-Lundquist,
Filmskaberen Leni Riefenstahl
Filminstruktøren Leni Riefenstahl er af mange anset for en af det 20'ende århundredes (samme som 1900-tallets) største genier inden for filmkunst.
Leni Riefenstahl, Helene Bertha Amalia Riefenstahl, 1902-2003, tysk filminstruktør og skuespiller. Oprindelig var hun uddannet som danser, og fra og med 1926 spillede hun en kvindelig vovehals i flere af Arnold Fanck's (1889-1974) såkaldte bjergfilm, og den første film, hun instruerede, Das blaue Licht (1932, Det blaa Lys), var i samme genre.
I 1932 var hun med Fanck i Vestgrønland, hvor hun - bistået af den danske polarforsker Knud Rasmussen - indspillede spillefilmen SOS Eisberg (1933, SOS Isbjerg) med sig selv som skuespiller sammen med bl.a. den berømte krigsflyverhelt Ernst Udet.
SOS Eisberg - Spillefilm af Leni Reifenstahl fra 1932
Anmeldelse af Civilingeniør John Genart
De tyske optagelser i Grønland blev bifaldet og støttet af den danske regering, som bl.a. via Knud Rasmussen sørgede for, at filmholdet fik den nødvendige støtte og deltagelse i optagelserne fra de grønlandske Innuitter (Eskimoer).
Filmen blev optaget i Ilulissat (Jakobshavn) i Vestgrønland i Discosbugten, hvor en af verdens største og mest berømte isbræer (gletchere) findes (Ilulissat's isbræ er i vor tid blevet opført på Unescos verdensarvsliste).
Den verdensberømte polarforsker Knud Rasmussen blev født af danske forældre i Ilulissat, og der findes i dag et museeum i hans fødehus i Ilulissat (det er et besøg værd). Det ligger lige over for kirken, med udsigt til isbjerge, og tæt på sygehuset og Hotel Hvide Falk.
Flyverhelten Ernst Udet
Ernst Udet var af god aristokratisk familie. Han var en tysk ingeniør, flykonstruktør, jagerpilot og flyver-es i både den 1. og den 2. Verdenskrig.
I 1917 får Ernst Udet tildelt ridderkorset af Manfred von Richthofen (Den Røde Baron) og bliver forflyttet til Richthofen's 1. jagereskadrille. I 1918 - i slutningen af den 1. Verdenskrig - havde Udet nedskudt 62 fjendtlige fly og fik tildelt den højeste tyske orden - Pour le Mérite. Kun Richthofen nedskød flere fly - nemlig 80 fjendtlige fly.
I mellemkrigsårene ernærer Ernst Udet sig som kunstflyver og medvirkede i flere film af Leni Riefenstahl, herunder som redningspilot i filmen SOS Eisberg, som blev optaget i Grønland af Leni Riefenstahl (1932). Ernst Udet forlangte at deltage i optagelserne under eget navn og ikke under noget kunstnernavn. Ernst Udet kendetegnes i alle livets forhold, som en mand med et utroligt vovemod og dumdristighed. Før hver eneste flyvning insisterede Udet på at drikke et stort glas cognac.
Under perioden beskæftiger Udet sig endvidere med udvikling og bygning af forskellige flytyper, hvor Udet blev mest kendt for udviklingen af styrtbombeflyet Junkers Ju 87 (Stuka), som var klar i stort antal ved begyndelsen af den Anden Verdenskrig.
I 1936 bliver han af Hermann Göring udnævnt til chef for den tekniske afdeling i luftfartsministeriet. I 1941 omkommer Ernst Udet officielt i en flyveulykke. Udet får en heltebegravelse med deltagelse af bl.a. Hitler. Uoficielt, så begik Udet selvmord pga. et umådeholdent højt alcoholforbrug og pga. skyldfølelse, som følge af hans mangeårige utroskab mod sin kone.
Filmens handling:
En tysk polarforskergruppe er forsvundet i Vestgrønland ved Discosbugten. Det besluttes at sende et redningshold afsted med friske hundeslæder. Imidlertid nærmer sommeren sig, hvor isen i Discosbugten bryder op, og isbræen begynder at kælve isbjerge. Det er yderst farligt, og inden længe, så kan man ikke længere køre med hundeslæder i området. Redningsholdet mister sin hundeslæde med madforsyningen i en spalte, som er opstået pga. smeltningen, men det lykkes holdet at finde forskerlederen udmattet i en hule i et isbjerg, som derefter løsner sig fra isbræen og flyder til havs.
Redningsholdet, som nu selv er i nød sender SOS morsekode via deres langbølgeradio. Nødsignalet opfanges af flere radiostationer verden over, og nødråbet når endelig frem til polarforskerens kæreste (spillet af Leni Riefenstahl), som straks får foranstalet en redningsaktion ved hjælp af en to-sæders vandflyver, hvor hun selv er med som passager.
Vandflyveren når frem til isbjerget, men flyet forulykker under landingen, da det rammer isklumper i vandet. Flyet bryder i brand, og piloten dør, men Leni redder sig ved at springe i vandet og svømme over til isbjerget. Her bliver hun genforenet med den udmattede polarforsker. Men, det er kun et spørgsmål om tid. Isbjerget smelter, og der er risiko for, at isbjerget kælver og drejer rundt, hvorved alle drukner. Radioens batterier er flade, og alt håb synes ude.
Redningsholdets leder beslutter at svømme den lange vej i det iskolde vand fra isbjerget tilbage til fastlandet for at hente hjælp fra innuitterne (eskimoerne). Det anses for at være en selvmordsaktion. I mellemtiden, så er Ernst Udet blevet bekymret over, at han ikke har fået nogen tilbagemelding fra sin pilot. Flyet er sandsynligvis gået tabt. Udet indser, at han selv nødvendigvis må flyve afsted i forsøg på at finde det tabte fly, sin pilot og passageren.
Udet flyver alene afsted i en anden tosæders vandflyver i håb om at finde den første vandflyver. I mellemtiden er redningsholdets leder kravlet op på et nyt isbjerg på sin vej mod land. Han er dog udmattet og afkølet og kan ikke mere. Nu kommer Udet flyvende og får øje på den udmattede mand på isflagen.
Udet lander på vandet og får redningsholdets leder med om bord. De flyver derefter ind til Ilulissat havn, hvor de får mobiliseret Innuitterne, som straks padler i deres kanoer ud til det isbjerg, hvor Leni og polarforskeren befinder sig. I sidste øjeblik lykkes det Innuitterne at redde dem.
Se filmen SOS Eisberg her:
http://www.youtube.com/watch?v=DGCLH9dU8bA&feature=related
Viljestyrkens Sejr
Efter Adolf Hitlers magtovertagelse indvilligede Leni Riefenstahl beredvilligt i at dokumentere nazisternes propagandamanifestationer. Filmen "Triumph des Willens" (1935) om partidagen i Nürnberg i 1934 og filmen "Olympia" (1938, Olympiadefilmen) om De Olympiske Lege i Berlin i 1936, er hovedværker inden for dokumentarfilmgenren og vidner om instruktørens ubestridelige sans for filmmediets kunstneriske og æstetiske muligheder.
"Triumph des Willens" (på dansk: "Viljestyrkens Sejr") er den legendariske propaganda dokumentarfilm om Det Tredje Riges masseforsamling i Nürnberg i 1934. Filmen var bestilt af Hitler og blev instrueret af Leni Riefenstahl. Denne dokumentar dækker begivenhederne i den sjette partikongres, som blev afholdt i Nürnberg. Den oprindelige hensigt var at dokumentere de tidlige dage af NSDAP, så de kommende generationer kunne se tilbage på, hvordan Det Tredje Rige begyndte. I virkeligheden viser "Triumph des Willens" historikerne, hvordan den nazistiske stat trak masserne gennem propagandaen. Filmen afslører også Adolf Hitler's unikke og skræmmende evne til at forføre menneskemængder til at følge sine egne overbevisninger alene i kraft af sine ord og gestikulationer.
"Triumph des Willens" blev udgivet i 1935 og blev hurtigt en af de bedst kendte eksempler på propaganda i filmhistorien. Riefenstahls revolutionerende teknikker, såsom at lade kameraet med glidende bevægelser følge personer under optagelserne, brugen af teleobjektiver til at skabe et forvrænget perspektiv, luftfotograferinger, og i udpræget grad benyttelse af musik og cinematografi, gjorde udfaldet. Både filmen og Leni Riefenstahl har fortjent den anerkendelse, som de har opnået. Filmen er anset som en af de største film i historien. Riefenstahl har vundet flere priser, ikke kun i Tyskland, men også i USA, Frankrig, Sverige og andre lande. Filmen var populær i Det Tredje Rige og andre steder og er fortsat med til at påvirke hvorledes, at spillefilm, dokumentarfilm og reklamefilm fremstilles - selv i vore dage.
Instruktør:
Leni Riefenstahl
Deltagere:
Adolf Hitler
Adolf Wagner
Alfred Rosenberg
Baldur von Schirach
Erich Raeder
Franz Xaver Schwarz
Fritz Reinhardt
Fritz Todt
Gerd von Rundstedt
Hans Frank
Hans Georg von Friedeburg
Heinrich Himmler
Hermann Göring
Hjalmar Schacht
Jakob Grimminger
Josef Goebbels
Julius Streicher
Konstantin Hierl
Martin Bormann
Max Amann
Otto Dietrich
Reinhard Heydrich
Robert Ley
Rudolf Hess
Sepp Dietrich
Viktor Lutze
Walter Buch
Walter Darré
Werner von Blomberg
Producent:
Leni Riefenstahl
Forfattere:
Leni Riefenstahl
Walter Ruttmann
Desuden er filmen et fortsat debatemne i diskussionen om, hvor grænsen går mellem kunst og moral. Det er typisk således, at kunstnere holder hele paletten åben, og opererer med alle de fine nuancer og selvmodsigelser, der eksisterer i mennesket og i samfund på dette komplekse område.
I modsætning til kunstnere, så er typisk statsledere, politikere, embedsfolk, militære ledere, administratorer, og religiøse ledere underlagt en langt mere sort-hvid verdensanskuelse og menneskeopfattelse, hvor ensidighed, dogmatisme, bagklogskab, stivnakkethed og jantelov dominerer, og hvor der ikke findes tolerance over for afvigelser i deres anskuelser pga. manglende indsigt og forståelse. I deres verden deler man uden dårlig samvittighed folk op i henholdsvis gode og onde mennesker også selvom, at der i virkeligheden ikke findes onde mennesker - kun onde handlinger.
Seneste alvorlige eksempel på modsætningsforholdet mellem kunstnernes og politikernes indsigt og forståelse fremkom, da den danske filmskaber og kunstner, Lars von Trier, til filmfestivalen i Cannes i Sydfrankrig i sommeren 2011 udtalte: "Jeg forstår Hitler!". Du kan selv studere reaktionen på udtalelsen fra den internationale dommerkomité på filmfestivalen i Cannes, hvis du ikke allerede kender den.
Det er efter min mening en fantastisk udtalelse, som viser, hvor stor en kunstner, at Lars von Trier er. Tænk, at han turde stå imod hele verdens samlede dogmatiske paranoia og mangel på indsigt og forståelse. Lars von Trier er et unikt eksemplar på en sand kunstner med tolerance, indsigt og dyb forståelse for menneskehedens største gåder.
Andre Genier, Eventyrere og Kunstnere
De tysktalende lande producerede et ufatteligt stort antal genier, eventyrere og kunstnere. Mange af disse opnåede berømmelse og karriere ved deres eget initiativ og engagement. Et unikt eksempel på en sådan person er piloten Hanna Reitsch.
Piloten Hanna Reitsch
Hanna Reitsch (29. marts 1912 til 24 august 1979) var en tysk pilot og den eneste kvinde, som under den Anden Verdenskrig fik tildelt Jernkorset af første grad og Luftwaffes pilotemblem i guld med diamanter.
Det var bl.a. hendes fantastiske flyveregenskaber, det faktum, at hun var fotogen, og at hun velvilligt optrådte i Nazipartiets propaganda i slutningen af 1930'erne og i begyndelsen af 1940'erne, som gjorde hende til en berømthed. Reitsch var den første kvinde til at flyve en helikopter, et raketfly, og en jetjager, og hun var en af Hitlers største idoler.
Hanna Reitsch satte over 40 højde-, hastigheds- og udholdenhedsrekorder i sin karriereperiode, som strakte sig over perioden både før, under, og efter den Anden Verdenskrig.
Flere af hendes præstationsflyvninger i svævefly, som blev internationalt registreret, er stadigvæk ikke blevet overgået den dag i dag (år 2011).
I slutningen af krigen i april 1945, hvor Berlin var blevet totalt isoleret og omringet af de sovjettiske styrker, så flyver hun i en tysk Fieseler Storch observationsflyvemaskine (Fi 156) ind til Berlin hen over de russiske styrker og under kraftig beskydning. Flyet træffes, men hun klarer alligevel at lande det beskadigede fly lige foran Brandenburger Tor.
Det var en fantastisk bedrift. Reitsch ønskede at møde sin elskede fører endnu engang for at se, om der var noget, som hun kunne hjælpe ham med i den svære situation. Hun ville tilbyde at flyve Hitler ud af Berlin, hvis han ønskede det.
Hun landede maskinen på Albert Speer's nyanlagte otte-sporede boulevard, som går igennem Tiergarten fra Sejrssøjlen ind til Brandenburger Tor tæt ved Wilhelmstrasse, hvor der var en nedgang til Hitlers førerbunker. Hitler blev meget benovet over hendes besøg, men ønskede ikke at blive fløjet ud af Berlin. Hitler ville blive og kæmpe til det sidste i Berlin.
Den brede boulevard fungerede som startbane for de sidste fly, der slap ud af Berlin, herunder Hanna Reitsch's Fissler Stork med bl.a. Albert Speer om bord.
Hvis du vil se en filmrapportage om Hanna's modige ankomstflyvning til Berlin i 1945 og hendes historie i øvrigt, så kan du klikke her: